Mikkel Friis-Thomsen ny kommunikationschef i Danfoss

tirsdag den 30. april 2024

15. maj tiltræder Mikkel Friis-Thomsen som VP og kommunikationschef i Danfoss.

Han bliver en del af Danfoss Group Communications & Public Affairs under ledelse af Kasper Elbjørn.

Mikkel Friis-Thomsen er en velbevandret kommunikationsleder med erfaring i at drive kommunikationen i virksomheder med høj vækst og ambitiøse bæredygtighedsplaner. Mikkel har bl.a. drevet vellykkede internationale kommunikationsindsatser i både Vestas og Sydbank. Senest har han som chef for Corporate Strategy & Communications hos PFA stået i spidsen for initiativer, der integrerede bæredygtighed i virksomhedens strategi og drev omdømmeopbygningen.

I sin rolle som kommunikationschef hos Danfoss vil han være ansvarlig for yderligere at styrke Danfoss’ som leder i den grønne omstilling og fortrukken partner for kunder, der vil dekarbonisere med løsninger, der driver produktivitet i maskiner og systemer, reducerer emissioner, sikrer lavere energiforbrug og muliggør elektrificering.

Mikkel Friis-Thomsen udtaler: ”Jeg glæder mig utroligt meget til at komme til Danfoss. Danfoss er en spændende virksomhed, der går gennem en transformation med afsæt i globale megatrends som klimaforandringer, digitalisering og elektrificering. Dertil har Danfoss en rig historie og nogle meget stærke værdier, som resonerer meget med mine egne. Det motiverer mig meget, at jeg kan være med til at opfylde Danfoss’ formål, om at hjælpe verden med at bygge en bedre fremtid gennem omkostningseffektive teknologier, der reducerer CO2-udledning. Jeg glæder mig til at bidrage til virksomheden gennem strategisk kommunikation og udbygge omdømme globalt sammen med det stærke team hos Danfoss.”

Mikkel bor med sin kone og tre sønner i Syddanmark og kommer til at arbejde ud af Danfoss’ hovedkvarter på Als.

 

For yderligere information kontakt:
Mikkel Ballegaard Pedersen, pressechef
+45 26 10 95 19
Mail: Mikkel.ballegaard@danfoss.com