LEGOLAND® får styr på energiforbruget ved hjælp af VLT® frekvensomformere

mandag den 18. januar 2016
LEGOLAND® får styr på energiforbruget

Vikings River Splash er meget populær i LEGOLAND®, men denne forlystelse bruger ligeledes mere energi end nogen anden forlystelse i forlystelsesparken. Ved at installere VLT® frekvensomformere har LEGOLAND opnået en 190.000 kWh årlig elbesparelse på Vikings River Splash forlystelsen, og det er tilmed blevet lettere at regulere vandflowet. 

LEGOLAND® bruger nu kun de nødvendige vandmængder

Der pumpes op mod 1800 liter vand rundt i kanalerne i sekundet, for at børn og forældre kan få sig en sjov oplevelse i LEGOLAND. Det kræver energi og netop energiforbrug er i stigende grad kommet på dagsordenen i LEGOLAND. Derfor har det været oplagt at få styr på vandflowet i aktiviteten, så man kun sender den mængde vand rundt, der er nødvendig, for at gæsterne kan sendes af sted i de karlignende både. De besøgende bliver trukket op af et bånd til et højere niveau. Her sidder der to 125 kW propelpumper, som så sender vandet ud i et langt kar med sving, vandtrapper og små bakker, der tilsammen skaber rafting effekten.

”Ved at installere Danfoss VLT® 132 kW frekvensomformere på forlystelsens to pumper har vi nedbragt energiforbruget markant, og samtidig har vi fået en bedre regulering af vandmængderne, fordi frekvensomformerne sørger for, at pumperne kun sender de nødvendige mængder vand rundt”, siger Anders Christensen, der er el-tekniker i LEGOLAND. 

Tidligere regulerede man vandmængderne med træskodder og porte. Overskudsvandet blev sendt tilbage til start igen. Pumperne kørte med samme hastighed uanset behovet for vandmængder. Installationen af frekvensomformere gør, at man har kunnet lukke alle skodder, så der ikke længere er noget vandfald, når der ikke er brug for det. Samtidig kan man styre og regulere vandmængderne efter behov på et givent tidspunkt. 

”Vi kan også sende bådene hurtigere af sted, og jo flere vi kan sende af sted i timen, jo mere reducerer vi ventetiden for gæsterne”, siger Anders Christensen.

LEGOLAND® får styr på energiforbruget

Forbedret sikkerhed

Sikkerheden kommer altid i første række og her har energioptimeringen ligeledes medført et positivt resultat. 

”Vi havde et problem med, at bådene bankede ind mod træværket ved afgang og ankomst, fordi vi ikke kunne styre vandflowet. Det problem er vi sluppet af med ved at indstille frekvensomformerne på de to pumper til hhv. 43,0 og 46,0 HZ - altså en smule forskelligt i forhold til hinanden. Det gør oplevelsen mere behagelig for børnene”, siger Anders Christensen. 

Reguleringen af vandbanen med frekvensomformere fra Danfoss har ifølge Anders Christensen både gjort aktiviteten bedre og mere driftssikker.

Mange frekvensomformere i LEGOLAND

Der sidder 65 Danfoss VLT® frekvensomformere rundt omkring i forlystelsesparken, som alle bidrager til at gøre parken mere energieffektiv. 

”Den tekniske stab, som jeg tilhører, har hele tiden øjne og ører åbne med henblik på at skabe energibesparelser. Det er jo let tjente penge, hvis investeringen tjenes hurtigt hjem, sådan som det gælder for frekvensomformerne på river rafting”, siger Anders Christensen. 

Som tekniker glæder han sig over, at frekvensomformerne gør, at de mekaniske dele på anlæg og pumper nu bliver mindre slidte og derfor holder længere.

LEGOLAND har samarbejdet med Danfoss i mange år. 

”Vi valgte frekvensomformerne fra Danfoss, fordi vi kender dem som driftssikre. Samtidig er de ikke svære for os teknikere at håndtere. Når man først har lært programmeringen én gang, går det nemt med de næste, så det er en fordel at have samme type siddende over det hele. Det store kendskab til Danfoss VLT® frekvensomformere gør, at når vi en sjælden gang går ned med en frekvensomformer, kommer vi hurtigt op igen. Det er vigtigt for gæsteoplevelsen i parken, at en aktivitet ikke er nede mere end højest nødvendigt. Her er vi godt hjulpet på vej med frekvensomformerne”, siger Anders Christensen.

Fakta

Elforbrug pr. sæson på Vikings River Splash aktiviteten før installering af frekvensomformere var 440.000 kWh. Efter installering var elforbruget på 250.000 kWh. Besparelse er dermed på 190.000 kWh pr. sæson. Der er monteret 2 x132 kW Danfoss VLT® frekvensomformere på 2x 125 kW propelpumper, der styrer vandflowet i Vikings River Splash aktiviteten.

Relaterede produkter

  • if (isSmallPicture) { ; } else if (isBigColumns) { } else { }
    VLT® 6000

    VLT® 6000 er i den inaktive fase og har nået slutningen af sin produktlevetid. Danfoss tilbyder en omfattende portefølje med lavspændingsfrekvensomformere og kan hjælpe dig med at vælge den optimale erstatningsfrekvensomformer til din applikation.