I det sidste årti har verdenssamfundet og branchen drøftet mulighederne for at reducere påvirkningen af direkte emissioner fra køle- og air conditioning-anlæg. Med aftalen i 2016 om en tilføjelse til Montrealprotokollen med en nedfasning af HFC'er er vejen nu lagt mod anvendelsen af kølemidler med lavt GWP. Der skal stadig gøres en stor indsats for at implementere nedfasningen og gå sikkert over til nye kølemidler med meget lavere GWP. De HFC-kølemidler, der almindeligvis bruges i dag, dvs. R134a, R404A og R410, har GWP-værdier på mellem 1.400 og 4.000.
EU's F-gas-forordning introducerede en nedfasning af HFC'er, der startede i januar 2015, og som fortsætter indtil 2030, hvorved tilgængeligheden af F-gasser reduceres med 79 % i perioden.
Virkningen af en besluttet nedfasning kendes endnu ikke og vil også afhænge af de specifikke markeder. Det er imidlertid sandsynligt, at markedsstørrelsen, de kritiske applikationer og gennemskueligheden af den specifikke lovgivning vil føre til innovationer, der vil påvirke fremtidige beslutninger og markedsbevægelser. Eftersom mange producenter er globale, vil nye markedsbetingelser føre til en større teknologisk omlægning. Allerede nu er bevægelsen væk fra kølemidler med højt GWP startet.
Afhængigt af, hvor hurtigt omlægningen sker, har Danfoss, som en af markedslederne inden for køling og air conditioning, udarbejdet vores egen projektering af de vigtigste kølemidler og applikationer.