Danfoss A/S, Silkeborg er Danmarks bedste ”Samarbejdsplads” 2023. Derfor har virksomheden i dag modtaget CO-industris Samarbejdspris 2023.
Danfoss A/S, Silkeborg får prisen, fordi virksomheden har gennemført en sammenlægning af to fabrikker, uden at det er gået ud over trivslen, produktiviteten eller evnen til at fastholde medarbejdere. I et tæt samarbejde har medarbejderne og ledelsen nemlig valgt at sætte mennesker, kultur og arbejdsglæde i fokus gennem hele processen.
Prisen er CO-industris hyldest til virksomheder i industrien, der har et godt og velfungerende samarbejde mellem ledelse og medarbejdere til gavn for trivslen og produktiviteten.
”Store forandringer skaber uundgåeligt bekymringer og utryghed. Men ledelsen og medarbejderne hos Danfoss i Silkeborg har sammen skabt trygge rammer om sammenlægningen af fabrikkerne. Tillidsrepræsentanterne og medarbejderne er blevet involveret hele vejen i erkendelse af, at det ofte er medarbejderen ved maskinen, der ved, hvad der skal til for at få både mennesker og maskiner godt installeret et nyt sted med succes,” siger Mads Andersen, formand for 3F industri og næstformand i CO-industri. |
Omkring 120 Danfoss-medarbejdere er ved at flytte arbejdsplads fra Viby J. til Silkeborg, hvor den nuværende fabrik er blevet udbygget. For at sikre arbejdsglæden gennem hele processen har alle medarbejdere været med til at skabe en ny vision og en fælles kultur for deres arbejdsplads. Det betyder blandt andet, at der hver dag bliver talt om faglig stolthed, fællesskab og succeser.
Samtidig har ledelsen gennem hele processen holdt et højt informationsniveau, og medarbejderne og samarbejdsudvalget er blevet involveret og hørt løbende gennem både byggeriet og flytteprocessen. Blandt andet er der stort fokus på at tage godt imod de nye medarbejdere fra Viby og få dem til at føle sig hjemme på deres nye arbejdsplads.
”Ved at involvere medarbejderne og have fokus på fællesskab og respekt, har ledelsen og medarbejderne sammen skabt tillid og tryghed i en usikker periode. Det illustreres næsten bedst af, at stort set alle medarbejdere fra Viby har valgt at flytte med til Silkeborg,” siger Mads Andersen.
Fællestillidsrepræsentant Erik Søndergaard valgte at indstille Danfoss A/S, Silkeborg til prisen efter en række workshops og involverende aktiviteter for alle medarbejdere under overskriften ”Stærkere sammen”. Her har alle medarbejdere fået værktøjer og et fælles sprog til at hjælpe sig selv og hinanden godt igennem de store forandringer – med både trivslen og produktiviteten i god behold.
”Vi er stolte over at gå forrest i at fordre et stærkt samarbejde på tværs af funktioner og at kunne inspirere andre virksomheder til, hvilken forskel ’den gode involvering’, ’det gode samarbejde’, en tæt kommunikation og ikke mindst et fælles sprog kan gøre. På vegne af alle medarbejderne i Silkeborg vil jeg gerne sige en stor tak til CO-industri for prisen,” siger han.
”Der findes mange priser, men for mig er en samarbejdspris den bedste, man kan få. Godt samarbejde handler om tillid og respekt, og begge dele har vi masser af i Silkeborg. Tillidsfolkene har givet os en stor cadeau ved at indstille os til denne stærke samarbejdspris. Vi er stolte og fortsætter selvfølgelig med at lade samarbejde være hverdagskost på Campus Silkeborg - også efter prisen,” siger Claus Hjerrild, fabrikschef hos Danfoss i Silkeborg. |
Det er udelukkende tillidsrepræsentanter på industriens arbejdspladser, der kan nominere deres arbejdsplads til prisen.
Med CO-industris Samarbejdspris følger en statuette af kunstneren Stiig Kalsing. Statuetten symboliserer den balance, der bør være i samarbejdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Tillidsrepræsentanterne får desuden 5.000 kroner til at fejre prisen med kolleger, som er medlem af et CO-industri-forbund.
Læs mere om CO-industris Samarbejdspris her.