Det nye Danfoss House står klar i 2023, og bliver på en og samme tid boligbyggeri og test- og demonstrationscenter for Danfoss’ energieffektive teknologier. Ambitionen er at opnå den højeste bæredygtighedscertificering på et helt almindeligt boligbyggeri i tegl og beton.
Danfoss og Bitten & Mads Clausens Fond opfører nu et af verdens mest bæredygtige boligbyggerier med gængse byggematerialer og allerede udviklede energieffektive teknologier.
Den 13. maj var Bitten & Mads Clausens bryllupsdag. De blev gift i 1939, og Bitten & Mads Clausens Fond afslører i dagens anledning, at det nye hus, der opføres ved sundet i Sønderborg kommer til at hedde Danfoss House.
Sammen med PFA Pension indviede Bitten & Mads Clausens Fond i 2019 det firestjernede hotel Alsik, hvor energiforbruget er sænket til under en fjerdedel af det normale forbrug for den type bygninger ved hjælp af energieffektive løsninger, som Danfoss har installeret. Et stenkast derfra bygges nu Danfoss House, der opføres i fire etager. Ambitionen er, at Danfoss House skal opnå DGNB platin-certificering, som er den højeste bæredygtighedscertificering inden for den globalt anerkendte DGNB standard. Her måler man et byggeri på fem faktorer; miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet og proceskvalitet. Kun 12 boligbyggerier i verden har opnået DGNB platin-certificering.
Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) står bygninger for over en tredjedel af verdens samlede energiforbrug og 40% af alle CO2-udledninger. Ambitionen er, at Danfoss House skal være så tæt på CO2-neutralt som muligt og et levende Application Development Center (ADC), hvor Danfoss løbende kan videreudvikle og teste nye teknologiske løsninger sammen med beboerne.
Danfoss House får både central og decentral varmesystem for finde den optimale balance. Huset får også både gulvvarme- og køling fra henholdsvis fjernvarme og havvandskøling. Derudover bliver ejendommen et smart-home, hvor alle elementer taler sammen. Det er også planen at installere Danfoss Leanheat, som er en løsning, der bruger kunstig intelligens til at overvåge og købe grøn strøm, når strømmen er billigst. Derudover fremtidssikres huset teknologisk med store teknikskakte, der gør det muligt at opgradere alle installationer og løsningerne.
Danfoss og Bitten & Mads Clausen Fond vil med byggeriet vise, at det er muligt at bygge til den højeste bæredygtighedscertificering med den teknologi, der allerede findes i dag. Danfoss House bygges derfor i tegl og beton, som er det mest anvendte i vores del af verden, men med bæredygtige valg inden for de to materialer - blandt andet ved at købe materialer lokalt og med genbrug som en vigtig faktor.
"Social kvalitet"
En DGNB platin-certificering kræver også ”social kvalitet”, og Danfoss House opføres efter en arkitektonisk plan, der sætter mennesket i centrum og fremmer socialt samvær og ligeværd. Det sker blandt andet med husets fælles tagterrasse, der med udsigt over sundet i Sønderborg bliver stedet, hvor alle beboere kan mødes. Planen er, beboerne skal være udstationerede Danfoss-medarbejdere fra hele verden.
Danfoss House er med til at understøtte ProjectZero, hvis målsætning er at reducere Sønderborg-området CO2-udledning til nul i 2029. ProjectZero er allerede støttet af en række konkrete initiativer fra Danfoss og Bitten & Mads Clausens Fond.
Byggeriet påbegyndes i oktober 2021.
Facts:
DGNB DGNB står for Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen, det tyske råd for bæredygtigt byggeri. I Danmark er det Green Building Council der står for at certificere bæredygtigt byggeri og uddanne konsulenter og auditorer i DGNB certificeringsstandarden. Der er fire førende, internationale bæredygtighedsstandarder, BREEAM, LEED, HQE og DGNB. DGNB udmærker sig ved dels at være innovationsfremmende og dels ved at være fremtidssikret. Med fokus på totaløkonomi ses DGNB som en bæredygtighedscertificering frem for en miljøcertificering. DGNB vurderingen af et byggeri er en 360 graders analyse, som også inkluderer parametre med fokus på planlægningsprocessen omkring byggeriet, herunder blandt andet brugerinddragelse og fokus på byggepladsen. Danfoss House har her opnået værdifulde point, ligesom byggeriet også inden for økonomisk kvalitet og robusthed scorer point til den samlede certificering. Danfoss House bliver en af de sidste brikker i virkeliggørelsen af den amerikanske arkitekt Frank Gehrys vision for Sønderborg Havn. Havnen har med Bitten & Mads Clausens Fond som væsentlig drivkraft forvandlet sig fra industrihavn til en dynamisk og klimavenlig del af byen. Det er sket efter den masterplan, som Gehry præsenterede i 2006. ProjectZero er Sønderborgs vision om, gennem omstilling af energisystemet, at reducere områdets CO2-udledning til nul i 2029 og samtidig skabe nye kompetencer og grønne jobs. Udgangspunktet er knap 700.000 ton CO2-udledning i 2007, svarende til ca. 9,2 ton CO2 per indbygger. |