Det er realistisk at opnå næsten hele regeringens mål om en 70 procents reduktion af CO2 udledningen i 2030 med eksisterende løsninger. Men hvis det skal ske så billigt som muligt, så kræver det målrettede investeringer både i energieffektivitet, sektorkobling og vedvarende energi. Det viser en ny analyse fra EA Energianalyse.
For at gennemføre den grønne omstilling hurtigst og billigst muligt, skal der investeres lige så målrettet i energieffektive løsninger, som i sektorkobling og vedvarende energi. Det konkluderer EA Energianalyse i en ny analyse, der peger på at energieffektive løsninger kan spare samfundet for en ekstra-regning på omkring 14 mia. kr. frem mod 2030.
EA Energianalyse konkluderer, at prisen for at nå en 66 procents reduktion af CO2 udledningen i 2030 vil medføre et yderligere investeringsbehov på ca. 16 mia. kr. En investering der ligger ud over de aktiviteter, der blandt andet er besluttet med energiaftalen i 2018. Men analysen viser også, at regningen vil vokse til ca. 30 mia. kroner, hvis der ikke også investeres i initiativer og tiltag, der kan reducere energiforbruget.
”Der er i Danmark fortsat et stort potentiale for at spare energi i bl.a. opvarmningen af bygninger og produktionen i industrien. Den billigste og reneste energi er nu en gang den, vi ikke bruger. Derfor begynder overgangen til et bæredygtigt energiforbrug med investeringer i energieffektivitet. Som EA Energianalyse peger på, kan samfundet spare mange penge ved at prioritere investeringer i energieffektivitet først,” siger Kim Fausing, Danfoss CEO.
Teknologien og løsningerne findes allerede
Det store samfundsøkonomiske besparelsespotentiale ved investeringer i energieffektivitet findes, fordi der ikke i samme omfang skal investeres i udbygningen af elnettet, lagring af energi og i kraft af baggrund af lavere udgifter til brændsel og energi. Samtidig frigiver mindre energiforbrug ét sted, energien til brug i den sektorkobling og power-to-X teknologi, der er nødvendig for at komme i mål med den grønne omstilling.
”Teknologien og løsningerne til at høste potentialet i energieffektivitet findes allerede. Derfor er det vigtigt at investeringer i vind og sol, går hånd i hånd med investeringer i energieffektivitet og sektorkobling. Det giver mening for klimaet og for samfundsøkonomien. Ved at prioritere alle tre områder kan vi opnå de ambitiøse politiske mål, og samtidig sikre, at det sker, så omkostningseffektivt som muligt. På den måde reducerer vi den regning, som den grønne omstilling vil medføre, og vi frigør vi ressourcer til andre politiske prioriteter,” siger Kim Fausing, Danfoss CEO.
Om analysen og potentialet i energieffektivitet
EA Energianalyses beregninger viser, at den billigste model til at opnå 66 procents reduktion af CO2 udledningen medfører nødvendige investeringer svarende til 175 mia. kr. i elektrificerings- og sektorkoblingstiltag, energieffektivitet og produktion af vedvarende energi. Heraf omhandler 23 mia. kr. investeringer i energieffektivitet. Hvis der ikke investeres i energieffektivitet og der alene satses på en omstilling gennem vedvarende energi og elektrificering og sektorkobling øges de samlede meromkostninger for at nå en 66 procents reduktion til ca. 207 mia. kr.
Ved en optimal investering i såvel energieffektivitet, sektorkobling som vedvarende energi kan Danmark ikke blot nå målet så billigt som muligt, men også tjene som globalt udstillingsvindue, hvor grønne løsninger vil betyde eksportmuligheder og dermed arbejdspladser og indtjening i Danmark.
Danmark har en verdensledende energieffektiviseringssektor med stort potentiale for at vokse yderligere. Danske energieffektiviserings-virksomheder beskæftiger i dag omkring 70.000 danskere og omsætter for omkring 240 mia. kr. om året, svarerende til omkring 7 procent af den samlede omsætning i danske virksomheder.
Yderligere information:
Danfoss Media Relations
Tlf.: +45 70 20 44 88
Energieffektivitet
Bliv klogere på hvad energieffektivitet er og få eksempler på løsninger.