Torsdag den 10. oktober modtog Danfoss prisen som årets transatlantiske virksomhed ved det Amerikanske Handelskammers årlige galla. Prisen blev overrakt af Erhvervsminister Morten Bødskov og tildelt på baggrund af Danfoss’ investeringer og mangeårige indsats på det amerikanske marked.
Med over 7.000 medarbejdere og 30 sites fordelt over 20 byer blev Danfoss torsdag udråbt som årets transatlantiske virksomhed ved det Amerikanske Handelskammers 25-års jubilæumsgalla i nærvær af Deres Majestæter Kongen og Dronningen af Danmark.
En uafhængig jury valgte Danfoss som en anerkendelse af virksomhedens vækst i USA, dens betydelige investeringer i landet og innovative løsninger, som skaber jobs, reducerer energiomkostninger og hjælper med at sænke CO2-aftrykket.
Prisen blev på vegne af Danfoss modtaget af tidligere bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen ved den officielle galla afholdt i Moltkes Palæ i København.
"Det er en stor ære at stå her i aften på vegne af Danfoss og modtage AmCham's 2024 Transatlantic Company of the Year-pris, især på et tidspunkt hvor vores arbejde i Amerika aldrig har været vigtigere, og forretningsmiljøet aldrig har været bedre," sagde Jørgen Mads Clausen under gallamiddagen. "Denne pris tilhører vores 7.000 utrolige, højtpræsterende kolleger i Nordamerika. De er årsagen til, at vi er Transatlantic Company of the Year.”
I løbet af de seneste fem år har Danfoss investeret betydeligt i projekter i USA. Senest med åbningen af en ny fabrik i Tallahassee, Florida, hvor Danfoss har udvidet sin kapacitet til at producere oliefrie, magnetiske kompressorer til køleanlæg og datacentre.
Juryen, som bestod af Jørgen Bardenfleth, Bjarne Corydon og Sanna Suvanto-Harsaae, roste Danfoss for virksomhedens resultater. Juryens talsmand, Jørgen Bardenfleth, udtalte: "USA er Danfoss' største marked, og virksomhedens udvikling de seneste fem år har været bemærkelsesværdig. Danfoss’ fokus på bæredygtighed og innovation, parret med stærke amerikanske investeringer, er en opskrift på succes."
"Kåringen understreger vigtigheden af det amerikanske marked for danske virksomheder. Den skal give inspiration og tjene som et eksempel, andre kan følge. Vi ønsker Danfoss tillykke med prisen. Med deres innovative teknologi og løsninger, samt deres vækst og investeringer i USA, er de virkelig en værdig modtager af denne pris," sagde Stephen Brugger, AmCham's administrerende direktør.