Danfoss opfordrer til handling på COP26. I en global kampagne rettet mod COP26-deltagerne i Glasgow, fremhæver Danfoss, at energieffektivitet er den mest omkostningseffektive måde at opnå økonomisk vækst på, sikre den grønne omstilling og nå målene i Parisaftalen.
I en ny, global kampagne vil Danfoss have mere opmærksomhed på energieffektivitet til COP26. Netop energieffektivitet leverer ifølge IEA mere end 40 procent af de nødvendige reduktioner af energirelateret udledning, som verden har brug for, hvis man skal nå de internationale klima-og energimål. Kampagnen henvender sig til deltagerne ved COP26 i Glasgow, og særligt beslutningstagerne.
Danfoss deltager på COP26 for at mødes med politiske ledere og ngo'er med budskabet om, at der er brug for klimahandling nu. Kampagnen består af en omfattende digital kampagne samt et avisomslag på den trykte udgave af den britiske avis Financial Times med dét hovedbudskab til deltagerne på COP26, at den grønneste energi er den energi, vi ikke bruger.
Se videoen fra Danfoss' administrerende direktør, Kim Fausing, ved at klikke her
Ifølge Martin Rossen, Senior Vice President, Group Communications and Sustainability hos Danfoss, er kampagnen fokuseret på energieffektivitet, da de årlige globale forbedringer var historisk lave i 2020. Tal fra Det Internationale Energiagentur viser, at energiintensiteten kun blev forbedret med 0,8 procent i 2020, hvilket er cirka halvdelen af niveauet (korrigeret for vejret), sammenlignet med 2019 (1,6 procent) og 2018 (1,5 procent).
"Det er helt nødvendigt, at beslutningstagerne på COP26 prioriterer energieffektivitet. Det er det vigtigste enkeltelement i at nå Paris-målene, det er omkostningseffektivt, og det kan sætte skub i økonomien og samtidig skabe arbejdspladser," siger Martin Rossen.
Martin Rossen ser den aktuelle energikrise som en potentiel øjenåbner for beslutningstagerne.
I en kronik, der for nylig blev offentliggjort i politics.co.uk, skriver Rossen, at de stigende energipriser bør minde beslutningstagere om, at den grønneste energi er den energi, vi ikke bruger.
Læs kronikken i politics.co.uk her
"Det meste af energien bruges i vores byer og bygninger, fabrikker og transport. Og vi bruger meget mere energi, end vi har brug for, hvilket ikke kun er dårligt for klimaet, men også for økonomien. Om ikke andet burde stigningen i energipriserne gøre det helt klart, at der er brug for klimahandling på COP26. Teknologien findes, og de energieffektive løsninger er klar til at blive implementeret," siger Martin Rossen og understreger, at der skal handling til nu.
Om kampagnen
|
For yderligere kontakt:
Mikkel Ballegaard Pedersen
Regional PR Lead
+45 26 10 95 19
Mikkel.ballegaard@danfoss.com
COP26 - UN Climate Change Conference
Ved COP26 i Glasgow er landene akut nødt til at finde håndgribelige planer for at opfylde 1,5°-scenariet. Vi glemmer dog ofte, at den grønneste energi er den, vi slet ikke bruger.