-
Omsætningen steg med 18% i forhold til første halvår 2020.
-
Driftsresultatet (EBITA) steg med 45% i forhold til første halvår 2020.
-
Opkøbet af Eaton Hydraulics blev afsluttet den 2. august 2021.
-
Danfoss' vækststrategi er drevet af virksomhedens energieffektive, lavemissions- og elektrificeringsløsninger samt ekspertise og kapacitet inden for innovation og udvikling.
-
Sikkerhed og trivsel hos medarbejderne prioriteres fortsat højt med henblik på at håndtere COVID-19 og samtidig levere stærke resultater.
I første halvår 2021 voksede Danfoss' omsætning til EUR 3,3 mia. – en vækst på 18% i lokal valuta. Danfoss havde markant vækst i alle regioner, selvom dele af verden stadig er påvirket af COVID-19-pandemien. Danfoss fortsatte sine betydelige investeringer i innovation (R&D), som udgjorde 4,7% af omsætningen. Samtidig leverede virksomheden en stigning på 45% i driftsresultatet med en EBITA på EUR 449 mio. – et driftsresultat, der overgik det stærke niveau i første halvår af 2019 før COVID-19. Nettoresultatet steg med 74% til EUR 286 mio.
"Jeg er meget stolt af at kunne præsentere de bedste halvårsresultater nogensinde. Vi har sat rekord på både top- og bundlinje og også på cash flow. Danfoss går forrest i omstillingen mod en CO2-neutral fremtid, og det på et tidspunkt, hvor konsekvenserne af klimaændringerne er markant forøget ifølge den nyligt offentliggjorte IPCC-rapport om klimaændringer. Danfoss er på forkant med den nyeste teknologi og udvikling, og vores løsninger sikrer en høj energieffektivitet, lave udledninger og helt eller delvis elektrificering. Vores løsninger er klar til at anvende allerede i dag og gør den grønne omstilling mulig,” siger Kim Fausing, koncernchef i Danfoss.
"Med disse stærke resultater er vi klar til andet halvår. Det har været spændende at afslutte opkøbet af Eaton Hydraulics og byde vores 10.000 nye kolleger velkommen. Vi er lige begyndt vores rejse sammen – to dygtige og meget kompetente teams er gået sammen om at blive en endnu stærkere teknologipartner for vores kunder og distributører," siger Kim Fausing.
"Ligesom andre virksomheder i verden er vi stødt på udfordringer i vores forsyningskæde på grund af flaskehalse i logistikken, mangel på elektroniske komponenter og prisstigninger på fragt og råvarer. På tværs af vores forretningssegmenter gør vi fortsat alt, hvad vi kan, for at betjene vores kunder og sikre den mindst mulige påvirkning. Samtidig vil jeg gerne takke alle Danfoss-kolleger for det enestående teamwork og den robusthed, de udviser i deres håndtering af pandemien. Jeg er meget stolt af, hvordan vi fortsat har fokus på trivsel og sikkerhed for at beskytte vores medarbejdere, omgivende samfund og kunder samtidig med, at vi sikrer vores vækststrategi," afslutter Kim Fausing.
Nøgletal for første halvår 2021
- Omsætningen steg 14% til EUR 3.265 millioner (H1 2020: 2.864 mio.), hvilket svarer til 18% vækst i lokal valuta.
- Driftsresultatet før opkøbsrelateret amortisering (EBITA) steg 45% til EUR 449 millioner (H1 2020: 309 mio.). EBITA-marginen steg til 13,8% (H1 2020: 10,8%).
- Nettoresultatet blev EUR 286 millioner (H1 2020: 164 mio.), hvilket var 74% bedre end i første halvår 2020.
- Cash flow fra driftsaktiviteter før tilkøb og frasalg af virksomheder steg til EUR 63 millioner (H1 2020: 33 mio.).
- Investeringer i innovation (R&D) nåede et højt niveau med EUR 154 millioner (H1 2020: 130 mio.), svarende til 4,7% af omsætningen (H1 2020: 4,6%).
Forventninger til 2021
Danfoss, eksklusiv Eaton Hydraulics, forventer fortsat at udbygge eller fastholde sin markedsandel og samtidig fastholde eller forbedre profitabiliteten målt som margin i forhold til 2020-niveauet efter betydelige investeringer i udvikling af nye produkter og løsninger.
Efter gennemførelsen af opkøbet af Eaton Hydraulics forventes en væsentlig stigning i Danfoss koncernens omsætning som følge af det yderligere salg i Eaton Hydraulics. Desuden forventes indtjeningen at blive påvirket af omkostninger relateret til købspris og afskrivninger samt den efterfølgende integration af Eaton Hydraulics. Tilkøbet blev finansieret med gæld og vil resultere i en forøgelse af de finansielle omkostninger.
Danfoss fortsætter arbejdet med at gøre hovedkvarterets område på 250.000 m2 i Nordborg CO2-neutralt i 2021 ved hjælp af grøn el. Vi planlægger at dække varmebehovet via CO2-neutrale fjernvarmesystemer. Det gør vi ved at genbruge overskudsvarme fra datacentre og andre aktiviteter og ved at installere varmepumper til at dække det resterende varmebehov – med andre ord ved at anvende vores egne løsninger.
Danfoss har forpligtet sig til at gøre sine fabrikker i hele verden CO2-neutrale senest i 2030.
Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf.: +45 70 20 44 88