Danfoss leverer robuste økonomiske resultater og fortsætter med at investere i ny teknologi, der skaber grobund for vækst og øget kunderelevans
Et år med stærk vækst
I 2018 leverede Danfoss stærk vækst. Koncernens omsætning voksede med 271 mio. euro til 6.098 mio. euro – en vækst på 7 % i lokal valuta. Væksten var mest markant på de store markeder i Nordamerika, Europa og Kina og resulterede i en robust indtjening (EBIT) på 648 mio. euro og en EBIT-margin på 10,6 %. Nettoresultatet steg med 18 mio. euro til 463 mio. euro. Fremgangen var bredt funderet på tværs af Danfoss og især Danfoss Power Solutions leverede et rigtig stærkt år.
"Det er andet år i træk, at Danfoss leverer stærk vækst. Vi fortsætter med at vinde markedsandele, hvilket primært skyldes, at vi høster frugten af vores målrettede arbejde med strategiske vækstinitiativer og investeringer i førende teknologier. Derudover er vores løsninger relevante i forhold til flere stærke globale megatrends såsom den stigende elektrificering, urbanisering og klimaforandringer. Disse trends driver en voksende efterspørgsel på mere intelligente og bæredygtige løsninger, og det gør Danfoss mere relevant end nogensinde før," siger koncernchef og CEO Kim Fausing.
Markante investeringer i nye teknologier
Gennem 2018 fortsatte Danfoss med at investere kraftigt i vækstinitiativer og digitalisering for at sætte yderligere fart i udviklingen af digitale, intelligente løsninger. Koncernen kanaliserede et rekordhøjt beløb på 255 mio. euro over i investeringer i innovation, hvilket svarer til 4,2 % af omsætningen. Dertil kommer seks opkøb annonceret i årets løb, der ligeledes bidrager til at styrke Danfoss’ kerneforretninger og udbuddet af digitale og elektriske løsninger.
"Vi investerer for at tilbyde innovative og konkurrencedygtige løsninger, der imødekommer vores kunders behov. Vores kunder efterspørger i stigende grad løsninger, der reducerer energiforbrug og CO2-udledning og sikrer en bedre effektivitet og højere produktivitet. Det driver en stigende efterspørgsel på elektriske løsninger til for eksempel hybrid eller fuldt elektriske offroad køretøjer, skibe og biler samt smarte digitale teknologier, som gør infrastruktur og bygninger mere intelligente og effektive," fortæller Kim Fausing.
Han tilføjer: ”Samtidig er der kommet øget fokus på implementering af Paris-aftalen og FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. Her passer Danfoss rigtig godt ind, ikke mindst fordi vi har et bredt udvalg af løsninger med kort tilbagebetalingstid, der gør det til en rigtig god forretning for alle. Og vi tager naturligvis vores egen medicin, og har i mere end ti år arbejdet med at sænke vores egen CO2-udledning og udnytte energien mere effektivt i vores fabrikker," siger Kim Fausing.
Nøgletal fra 2018:
- Omsætningen steg med 5% til 6.098 mio. euro (2017: 5.827 mio.), hvilket svarer til en vækst på 7 % i lokal valuta.
- Resultatet af primær drift (EBIT) nåede 648 mio. euro (2017: 645 mio.). EBIT-marginen blev 10,6 % (2017: 11,1 %).
- Nettoresultatet steg med 4 % til 463 mio. euro (2017: 445 mio.).
- Investeringer i innovation steg med 9 % to 255 mio. euro (2017: 234 mio.), hvilket svarer til 4,2 % af omsætningen (2017: 4,0 % af omsætningen).
- Siden 2007 har Danfoss reduceret sit energiforbrug med 43 % og sin udledning af CO2 med 25 %, primært drevet af energibesparende projekter i koncernens største fabrikker over hele verden.
Forventninger til 2019
I 2019 forventer Danfoss at udbygge eller fastholde sin markedsandel og samtidig øge profitabiliteten målt som margin i forhold til 2018-niveauet efter betydelige investeringer i digitalisering og elektrificering.
Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf.: +45 70 20 44 88